134 – I denne søde juletid

Vers 1
I denne søde juletid
tør man sig ret fornøje
og bruge al sin kunst og flid
Guds nåde at ophøje;
ved ham, som er i krybben lagt,
vi vil af ganske sjælemagt
i ånden os forlyste;
din lov skal høres, Frelsermand,
så vidt og bredt i verdens land,
at jorden den skal ryste!

Vers 2
En liden søn af Davids rod,1
som er og Gud tillige,
for verdens synders skyld forlod
sit søde Himmerige;
det var ham svart at tænke på,
at verden skulle under gå,
det skar ham i hans hjerte;
i sådan hjertens kærlighed
han kom til os på jorden ned
at lindre vores smerte.

Vers 3
Vor tak vi vil frembære da,
endskønt den er kun ringe,
hosianna og halleluja
skal alle vegne klinge;
Guds ark er kommen i vor lejr!2
Thi synger vi om fryd og sejr,
mens hjertet sig kan røre,
vi synger om den søde fred,
at Helvede skal skælve ved
vor julesang at høre.

Vers 4
Gud er nu ikke længer vred,
det kan vi deraf vide,
at han har sendt sin Søn herned
for verdens synd at lide.
Det vorde vidt og bredt bekendt,
at Gud sin Søn for os har sendt
til jammer, ve og våde!
Hvo ville da ej være fro
og lade al sin sorg bero
på Jesu søde nåde?

Vers 5
Halleluja, vor strid er endt,
hvo ville mere klage?
Hvo ville mere gå bespændt
i disse frydedage?
Syng højt i sky, Guds kirkeflok:
Halleluja! nu har jeg nok,
den fryd har ingen lige!
Halleluja, halleluja,
Guds Søn er min, jeg vil herfra
med ham til Himmerige!