020 – Lovsynger Herren, min mund og mit indre

Vers 1
Lovsynger Herren, min mund og mit indre!
Sjungende, hjerte, tag Ånden i favn!
Tonerne spille, som stjernerne tindre,
trindt om Jehovas højhellige navn!

Vers 2
Sjæl, kom i hu, at Guds pris du forkynder,
tidlig og sent, for han evig er god,
han, som forlader i skok dine synder,
råder på al din elendighed bod!

Vers 3
Højt, som til him der findes fra jorden,
vokse vor Herre lod nåden i hast,
langt, som fra synden der måles til norden,
skilte fra os han vor skam og vor last.

Vers 4
Faderen tager vel barnet til nåde,
så tager trælbårne syndere du,
Gud! for du kender vor skabelses gåde,
støvtråde-værket du kommer i hu.

Vers 5
Menneskeliv er som græsset i enge,
blomsten vi ligne fra isse til fod,
stormene hvine, og bladene hænge,
visnet, man ved ikke mer, hvor den stod.

Vers 6
Evigheds-blomst derimod er din nåde,
fryder dem alle, som frygte din magt,
bliver end sent deres afkom til både,
som holde hart ved dit bud og din pagt.

Vers 7
Herren, vor Herre, han troner i Himlen,
enevoldskonge er han over alt,
stjernerne lig er om højsædet vrimlen,
høvdingeskaren, blandt tjenere talt.

Vers 8
Lover ham, engle! som herlig udrette
ærinde hans, alt som ordene lød!
Priser ham, kræfter! som fluks iværksætte,
hvad med et vink kun den vældige bød!

Vers 9
Lovsynger Herren, hans værker i klynge,
verdener alle! thi riget er hans.
Glæd dig, min sjæl! til for evigt at synge
Skaberens pris, hvor han troner i glans