130 – Her ved din krybbe vil jeg stå

Vers 1
Her ved din krybbe vil jeg stå,
min Frelser, du er livet;
du skal mit liv til eje få,
du har dig selv mig givet.
Drag du mig helt ind i din favn!
Jeg prise vil dit dyrebare navn
alene dig lovsynge.

Vers 2
Da jeg ej var til verden født,
lod du dig for mig føde.
For mig, som havde alt forødt,
på korsets træ du døde.
Før jeg blev dannet af skyldens bånd,
at din jeg nu må være.

Vers 3
Jeg lå i dødens dybe nat,
da blev du for mig solen,
du gav mig lys, du blev min skat,
du er jo nådestolen.
Du sol, som lyser til mig ind,
ved ordet fryder du mit sind,
du ene er min Frelser!

Vers 4
Når tit mit hjerte vånder sig
og ingen trøst kan øjne,
da taler dog dit ord til mig:
Tro ikke fjendens løgne;
vær uforsagt, thi du er min,
jeg købte dig fra skylden din
og sletted dine synder.

Vers 5
Du kom ej for hos os på jord
at vinde magt og ære,
du kom for din nåde stor
et offerlam at være;
du ville kun vor salighed,
derfor du døden for os led,
O, kunne jeg dig elske!