086 – En ven jeg har i Jesus

Vers 1
En ven jeg har i Jesus,
med ham jeg alting får;
af titusind er han skønnest for min sjæl,
en yndig blomst i dalen,
den samme år for år;
han tilgav min skyld min synd, betalte al min gæld.
I sorg han er min glæde,
i nøden er han nær,
han er mit skjold, min borg,
min fryd, min del.
Han er liljen udi dalen
og morgenstjernen klar;
han er skønnest af titusind for min sjæl!

Vers 2
Han al min nød har taget,
han min sorger bar,
ha i prøvens tid et sikkert værn mig er.
For ham jeg alt forlader,
som før jeg elsket har,
og hans stærke arm, mig
gennem stormen bær',
Når Satan hårdt mig frister,
er Jesus mit forsvar;
når venner svigter, har han dog mig kær.
Han er liljen udi dalen
og morgenstjernen klar;
Han er skønnest af titusind for min sjæl!

Vers 3
Han aldrig mig forlader,
han aldrig svigte vil,
når jeg blot i tro udføre vil mit kald.
Jeg frygter ej, – omkring mig er han en mur af ild,
han er min sjæl med himmelsk manna
mættet skal.
Og snart i herligheden
jeg eje skal hans smil
i evighed blandt engle uden tal.
Han er liljen udi dalen
og morgenstjernen klar;
Han er skønnest af titusind for min sjæl!