075 – Til himlene rækker din miskundhed, Gud

Vers 1
Til himlene rækker din miskundhed, Gud
din trofasthed når dine skyer;
din retfærds hånd over bjergene ud
er strakt over dale og byer.

Vers 2
Som himlenes favn er din kærlighed, Gud
som havenes dyb dine domme;
til frelsen fører du sjælene ud,
vil skabningens suk ihukomme.

Vers 3
Hvor dyrebar er dog din miskundhed, Gud
hvor menneskebørnene bygge!
I mulm er kærlighedsvingen bredt ud,
vi skjuler os under dens skygge.

Vers 4
Du kvæger i ørken den tørstende sjæl,
du bjerger den bævende due;
hos dig er livets det evige væld,
og lys i dit lys skal vi skue.