055 – O kærlighed, du gyldne solskinshav

Vers 1
O kærlighed, du gyldne solskinshav
fra Himlens lyse hjem,
hver sorg og smerte finder her sin grav,
når du omstråler dem.
Se, mørket viger, natten flygter bort
fra det forpinte sind,
og glæden sejrer, gråden bliver kort,
når solen trænger ind.

Kor
Guds kærlighed, så fuld og fri,
fra evighed, dog ny og rig,
den favner mig, den favner dig
og drager alle ind til sig.

Vers 2
Fra Golgata en stråleglans udgik,
og gennem syndens nat
den i mit hjerte herlig indgang fik,
og blev så rig en skat.
Nu ved jeg, hvem det er, der elsker mig
og døden for mig led,
til ham nu helt mit hjerte giver jeg
for tid og evighed.

Vers 3
Det lys, der spreder solskin på min vej
og bringer glæden ind,
er Jesus, -han er blevet alt for mig
og solen i mit sind.
Til ham mn lovsang altid lyde skal,
mens her i tro jeg går;
men når jeg ser ham i hans himmelsal,
er bedere klang den får.