047 – Gå ud, min sjæl, betragt med flid

Vers 1
Gå ud, min sjæl, betragt med flid
i denne skønne sommertid
Guds underfulde gaver!
Se, hvor hvert lille blomsterpar
sig yndefuldt nu smykket har
på marker og haver!

Vers 2
Hvert træ nu pranger med sit løv,
og jorden dækker til sit støv
med sommergrønne klæde,
og skønnere er liljens dragt
end Salomon i al sin pragt
på gyldne kongesæde.

Vers 3
Ak, tænker jeg, er der så stor
en skønhed på den faldne jord
for syndere at finde,
hvor skal vi da vel frydes ved
al glansen af Guds herlighed,
som er i Himlen inde!

Vers 4
O kære Gud, ja, var vi der
og stod for tronen ren og skær
med salighedens palmer,
så ville vi på englevis
forskynde højt din nådes pris
med tusind skønne salmer.

Vers 5
Velsig os med din Helligånd,
og plej os med din egen hånd,
så vi for dig må være
som blomster små med liflig lugt,
som træer fyldt med yndig frugt
til Jesu kristi ære!

Vers 6
Og, Fader, når du ejegod
oprykker blomsten med sin rod
for bedre den at gemme,
o, plant mig da, og giv mig læ
ved livets væld, af liets træ
i Paradis derhjemme!