080 – Nu rinder solen af østerlide

Vers 1
Nu rinder solen af østerlide,
forgylder klippens top, og bjergets side.
Vær glad min sjæl, og lad din stemme klinge,
stig op fra jordens bo,
du dig med tak og tro
til himlen svinge.

Vers 2
Utallig såsom sand og uden måde,
som havets dybe vand er Herrens nåde,
med den hver dag min sjæl han overgyder,
hver morgen i min skål
en nåde uden mål
til mig nedflyder.

Vers 3
Han har i denne nat med engleskare
mit hus og hjem omsat, at ingen fare
har mig og mine ramt i nogen måde,
men jeg er frelst og fri
fra dødens mørke sti
og sjælevåde.

Vers 4
Min sjæl vær frisk og glad, lad sorgen fare!
Dit legems blomsterblad vil Gud bevare,
han vil i dag mig give kraft og styrke
jeg i mit kald og stand
min Gud og Fader kan
tilbørlig dyrke.

Vers 5
Lad synden ej i dag min sjæl forblinde,
at jeg min Guds behag kan ret besinde.
Velsign mig Herre Gud, ud af det høje,
gid jeg hver dag og tid
i dig og i min flid
mig lade nøje!

Vers 6
Du bedst min tarv og trang, O Herre kender
tilmed er lykkens gang i dine hænder,
og hvad mig tjener bedst i hver en måde,
du det tilforn jo ser,
min sjæl hvad vil du mer?
Lad Gud kun råde.