032 – Op min sjæl, din Gud at møde!

Vers 1
Op min sjæl, din Gud at møde!
Natten svinder, dagen gryr.
Han, vor lovsangs morgenrøde,
kommer snart i Himlens skyer.
Hvor hans jubeltoner gløde,
alle mørkets ånder flyr.
Jeg vil fryde mig i Herren,
juble i min frelses Gud!

Vers 2
Om jeg stod ve Jabboks stene*,
stærk fra isse og til sål,
brød Gud egenkraftens sene
og min styrkes hofteskål,
da blev han min kraft alene
og hans lovsang styrkens mål.
Jeg vil fryde mig i Herren,
juble i min frelses Gud!
(*Jabboks vadested)

Vers 3
Dyrt han ved korsets kvide
frelsens klædebon mig købt,
i retfærdighedens hvide
panserskrud mig synder svøbt.
Men kun den med sejr kan stride,
som med lovsangs ild er døbt.
Jeg vil fryde mig i Herren,
juble i min frelses Gud!

Vers 4
Op min sjæl med sange at møde
Herren, vor retfærdighed!
Lad så nådesolen gløde
liv og lys fra Himlen ned;
ellers bliver alting øde,
visner i ufrugtbarhed.
Jeg vil fryde mig i Herren,
juble i min frelses Gud!